Tomaš Kappa: Skattejagt i sorbernes land

Skattejagt i sorbernes land

Tomaš Kappa / Ralph Th. Kappler

I tusinde år og mere har vi tålt hinanden hver for sig.

Du tåler, at jeg trækker vejret.Og når du raser, så tåler jeg dig.

(Heinrich Heine ”An Edom”)

Dette er en historie om Tysklands lille hemmelighed, dens behandling af sorbiske folk. For 1600 år siden blev Lausitz opdyrket af sorberne. Lausitz – eller Luzica – som disse First Nation beboere ømt kaldte det vamdrige område, er et af de ældste kulturlandskaber i Europa og samtidig rig på skatte i undergrunden, guld, platin, kobber og sjældne jordarter. Disse skatte kunne være en velsignelse for regionen men har i stedet påført den en struktursvag stigmatisering i hænderne på kul-lobbyen. Der mangler en politik med courage. ”En fjerdedel af vores nation er blevet fordrevet fra sin hjemstavn af kul-lobbyen.

Lusatia briefing at Foreign Press Association, London May 2002
(Jan Nuk, Domowina Chairman, left / Tomaš Kappa / Ralph Thomas Kappler, centre)

Sorberne står med ryggen mod muren”, advarede Jan Nuk (formand for det Sorbiske Nationalforbund) i London Foreign Press Association. Kort efter blev porten til Buckingham Palace åbnet for sorberne, der som den allerførste udenlandske repræsentation overrakte en gave til dronning Elisabeth den 2. ved dennes Golden Jubilee 2002 i London. For første gang siden slutningen af 2. verdenskrig forsøgte sorberne sig igen med et initiativ i den britiskehovedstad, hvor man i 1946 forgæves havde plæderet for, at Lausitz burde indgå i Tjekkoslovakiet.

Men nu er der nogle lyspunkter. For første gang har Lausitz fået en demokratisk legitim repræsentation af sorbiske interesser i form af SERBSKI SEJMIK med Stanislaw Tillich som den første sorbiske ministerpræsident. Og musikerne i kult-bandet Silbemond taler sorbisk.
Og i den stjernespækkede fantasyfilm KRABAT fra Fox-studies – med Daniel Brühl og Robert Stadlober på rollelisten – mangler der kun en simpel henvisning om, at bestselleren KRABAT oprindeligt er et friheds-epos skrevet af den sorbiske forfatter Měrćin Nowak-Njechorński.

Girl from Sorbian Lusatia (Foto by Iwajla Klinke)

136 udslettede landsbyer

Werner Domain og hans hustru blev de sidste beboere i landsbyen Horno. Pensionistægteparret havde indtil det sidste modstået kulagenternes tilbud og skræmmekampagne. De var begge over 70 og havde selv plantet endnu et lindetræ foran huset, selvom kulgravkøerne allerede var begyndt at æde sig ind på familiens jorde i en støvsky og med en infernalsk larm. Horno lå hen forladt og ødelagt som efter en krig.Over 136 landsbyer er forsvundet i et kulkrater i Lausitz - midt i det Tyskland, der har udnævnt sig selv til verdensmester i teknologi og miljøbeskyttelse. Og dermed har man også fremskyndet opløsningen af det sorbiske folk.

På internet-portalen www.verschwundene-orte.de kan man finde klangfulde navne som Publik, Bukowina, Horno, Barak, Rowno og Lacoma. Navne, der endnu svæver som et ekko hen over en verden, der er sunket til bunds i kulgruber. Horno blev udslettet af den svenske energikoncern Vattenfall, selvom der her ikke engang var kul, det var værd at udnytte. Nu truer man yderligere den sorbiske region Schleife. Lausitzer Bergbau AG bekendtgør med en eufemisme, at man meget gerne havde stillet krav om over 750 kvadratkilometre. Det handler altså om destruktion af et område på størrelse med bystaten Hamburg. Professor Joachim Katzur, leder af Institut für Bergbaufolgelandschaften, siger mere konkret i en kommentar: ” Lausitzer Bergbau’s krav omfatter i virkeligheden et areal, der er fire gange så stort, når man medregner de områder, hvor strømmen af grundvand bliver påvirket”.

Fantasien om det rene kul

”Hvis vi vil tage den globale klimabeskyttelse alvorligt, så må vi så hurtigt som muligt se at komme væk fra kul”, kræver Claudia Kempfer fra Deutsches Institut für Wirtschaftsforschung. For netop brunkul er ekstremt klimafjendtligt ved fremstilling af elektricitet på grund af den lave virkningsgrad og den afledte mængde af drivhusgassen CO2. Og det er ikke bare kampen om klimaet, som bliver tabt. Det over hundrede kvadratkilometre store kulkrater, hvor man fortsat æder løs af den frugtbare jord, er den mest massive ændring af jordoverfladen siden den sidste istid. CCS -carbon capture and storage- lyder et opblæst trylleord fra Vattenfall, RWE und Co. Formålet med denne forsøgsteknik skal være at nedsætte udledningen af CO2 ved at opbevare den i underjordiske lagre. ”CSC er snarere et instrument til at blokere for udforskningen af regenererende energi og til at cementere oligarkiske strukturer”, svarer energieksperten Astrid Schneider fra Die Grünen.

Over 130 destroyed villages - Strip Mining by Vattenfall in Lusatia

Skattegravere under Panama-flag

I sorbernes hjemstavn har man fundet ædelmetaller til en værdi af et flercifret antal milliarder, deriblandt guld, platin, sølv, zink, og også over 2,7 millioner tons kobber-skiffer.

Et ton kobber alene kan på verdensmarkedet nå en pris på 10.000 euro. Firmaet KSL Kupferschiefer GmbH prøver på at opnå ret til at udnytte undergrunden i Lausitz. KSL er opbygget efter samme princip som en russisk matrojska-dukke. For GmbH er kun et datterselskab af Minera S.A., der udvinder mineraler under panama-flag, og som igen er datterselskab af det canadiske Inmet Mining. Inmet Mininggs øverste leder – geologen Jochen Tilk - er fra Aachen. En borgerdeltagelse, som ganske mangler, kunne have bidraget til en mere gennemskuelig opbygning. Den euforiske skattejagt vil kun være vellykket, når der udover arbejdspladser også tilflyder et passende afkast til regionen. Som for eksempel investeringer i uddannelse, i Lausitz’s højere læreanstalter og i det sorbiske sproginitiativ WITAJ. Her sætter Jan Nuks efterfølger - Davis Statnik- brækjernet ind: ”Når der tildeles udnyttelsesrettigheder til kul, kobber, guld og platin, skal man betinge sig, at der går en fast andel af beskatningen tilbage til Lausitz for hvert udvundet ton – ligesom i Ruhr-distriktet. Dermed kan man finansiere en ny infrastruktur, sorbiske sprogprojekter og regionale højere læreanstalter, hvor flersprogede kan finde arbejde og hvor der kan opstå nye erhverv med fremtidsperspektiv.”.

Lusatian Village - Associated Press AP

Efter diktaturet kom der kun dirigeret demokrati

Sorberne har været undertrykt i århundreder. Engang havde de endda forbud mod at holde heste og hunde. Efter oplysningstidens korte blomstringstid kom der igen en brutal undertrykkelse med krav om assimilering. Sorbiske familier i tusindtal blev tvangs-germaniseret. En tidlig nøgle-begivenhed kan dateres til år 939, hvor markgreven Gero havde skabt sig en karriere med krigeriske metoder. Han fik ekstra fremgang ved hjælp af et blodigt gæstebud, da han med bagtanke inviterede 30 sorbiske fyrster til et gilde for at lade dem snigmyrde. På den måde fik Gero overtaget over de slaver, som modsatte sig den tyske landerobring.

Og hvordan set det så ud i dag? ”Endnu 2 årtier efter den fredelige revolution er der stadigvæk ingen selvbestemmelsesret. Vi sorbere er som hidtil fremmedbestemt ”, anklager Benedikt Dyrlich. Som formand for det sorbiske kunstnerforbund kritiserer han sorbernes manglende ret til medbestemmelse i deres egen hjemstavn. I Domowina, sorbernes centralorganisation, hviler man sig stadigvæk på de lauerbær, som man opnåede i DDR-tiden. Men i mellemtiden rører Lausitz på sig med SEJMIK. Også Markus Meckel er fortrolig med emnet. Han deltog som den første frit valgte og også som den sidste DDR-udenrigsminister i 2-plus-4-forhandlingerne med sejrherrerne fra den sidste verdenskrig. Ironisk nok sagde han for nylig i Bruxelles: ” Sorberne ville kunne klare sig bedre, hvis de fremstillede sig selv som en selvstændig First Nation sammen med Lausitz’s værdier i undergrunden”. Men når Meckel bliver spurgt om enhedstraktaten, som indenrigsminister Schäuble rimpede sammen med ophedede nåle, så viger han udenom. Enhedstraktaten ”havde ikke lige været udenrigsministerens byggeplads”. Det centrale spørgsmål, som også er perverteret for DDR-bureaukrater, nemlig spørgsmålet om hvem den nedarvede grund og undergrund i Lausitz egentlig tilhører, det bliver ved med at være tungen på vægtskålen. Til i dag er det ikke afklaret, hvem der er de retmæssige ejere af Lausitz og dets skatte i undergrunden, og dermed heller ikke legitimiteten i de tildelte rettigheder til at udnytte den.

Sorbian Village Horno destroyed by Vattenfall (Foto Gerard Petit)

Tale er guld

Marka Macijowa, leder af det sorbiske nationalforlag, koncentrerer sig om det basale arbejde med tysk-sorbisk sprogpleje. ”Det sorbiske sprog vil kun overleve, hvis forældrene giver det videre til børnene. Og hvis tyskere også respekterer det særegne ved sorberne”, formaner Macijowa. Derfor knytter sorberne også kontakter i Berlin, Prag og Bruxelles. Således var Jerzy Buzek protektor for dette års konference om sorbisk musik. Buzek organiserede engang Solidarnosz-bevægelsen i Schlesien som ung mand fra samfundets undergrund. I dag er han fungerende parlamentspræsident i Bruxelles. Der vil også kunne komme hjælp fra uventet side. For den nye landbrugskommissær fra Rumænien Dacian Ciolos bygger for tiden om på EU's landbrugspolitik. Den skal være mere decentral og mere grøn. Og hvis disse reformer bliver bare delvist gennemført, vil det være et tydeligt signal til nyt initiativ for Lausitz. I over 16 århundreder er der blevet talt og sunget sorbisk i Luzica. Men kuludvindingen er ved at lade det landskab forsvinde, som sorberne har passet på op til i dag.

Buckingham Palace Gates open for Sorb Delegation - Jan Nuk, Tomaš Kappa (2002)

Ved modtagelsen på Buckingham Palace overrakte Jan Nuk og forfatteren til denne artikel en bog indbundet i blåt med titlen ”Dwe Lubosci Ja Mam” (To slags kærlighed bærer jeg med mig) - Shakespeares sonetter på sorbisk. Med lån fra filosoffen Peter Sloterdijks ord kan man sige, at tyskere og sorbere først må indøve teknikken i at overleve sammen. Og know-how om hvordan man gør det, er nok den største skat, som man endnu ikke har udvundet. Lausitz kan også stige op til et kosmopolitisk clean-tech-land. Og ironisk nok ville også det tysk flertal kunne profitere af det. Hen imod slutningen af sit liv talte min far stadig oftere sorbisk. Efter hans død fandt jeg en kvittering på bordet i stuen, hvor der var ryddet op som før et besøg. På den havde han noteret: ”Witaicik nam” og videre på sorbisk: ”Lykke til den, som vender hjem”.

- Oversat efter: ”Schatzjagd in Sorbenland - Treasure hunt in Sorbian Lusatia”, Ralph Th. Kappler / Tomaš Kappa. Pogrom-Zeitschrift, „Gesellschaft für bedrohte Völker“, Göttingen 2012.

- Press Release: Sorbian Delegation at the London based Foreign Press Association
Joint statement of HALO ENERGY and DOMOWINA, London 2002

- Sorbian Wendish EU Memorandum to EU-President José Manuel Barroso,
Sorbisches EU Memorandum an EU Präsident José Manuel Barroso,
Brussels / Budyšin / Bautzen, 7th of June 2012

- Ralph Th. Kappler / Tomaš Kappa founded the HALO ENERGY
CleanTech communications network in 2002 in London.

Distributed by HALO ENERGY

Web: https://www.halo-energy.com

- MORE INFORMATION ON SORBIAN LUSATIA

Institucije | Institutionen | Institutions